” Vi havde nogle klare ønsker til indretning og udtryk; f.eks. at stilen skulle være ret minimalistisk og anderledes end et almindeligt typehus med listeloft. Det er blevet et hus med kontraster og et enkelt udtryk, vi begge godt kan li’. Samtidig er der nogle detaljer, som er helt perfekte for os – f.eks. har vi fået en trappe, der fungerer som en integreret del af huset og ikke et løsrevent element.”

Pernille  

Lækkert trempelhus i Snekkersten.

Pernille og Jan havde købt en mindre grund med mulighed for udsigt til Øresund, og det skulle udnyttes. Parrets ønsker og muligheder blev talt grundigt igennem, og valget faldt på et trempelhus i 2 etager. Da grunden ikke var så stor, kunne huset ikke blive på så mange kvadratmeter. Til gengæld er det blevet til nogle meget lækre kvadratmeter, hvor der overalt er kræset for detaljerne. Vi er ikke gået på kompromis med hverken kvalitet, design eller inventar: VOLA armaturer, køkken med en unik grafisk stil, fire meter højt vinduesparti, m.m.

Stilen er gennemført overalt, bl.a. med karnapper i falset sort alu-beklædning, der giver familien et smukt view ud over vandet. Villaens relativt få kvadratmeter er suppleret med en praktisk anneksbygning og en stor træterrasse, der går rundt om huset for optimalt lys dagen igennem.

Fakta om byggeriet

  • 2-plans trempelhus
  • 137 m2 villa + 30 m2 garage/anneks
  • Hvidfilsede Strøjer facadesten
  • Kvist med vandrette alu-lameller uden samlinger på midten
  • Vinduer, tagrender og kvist i samme farve
  • Trappe indsat i vindueskarnap med trin i samme materiale som plankegulvet
  • Specialdesignet terrasse med trin som passer til grundens hældning
  • Armaturer fra VOLA og Quooker