” Vi har altid vidst, at vi skulle bygge selv. Muligheden for at skabe vores eget og putte det ind i en skræddersyet “pakke”, der har vores behov for øje, er noget af det, som vi prioriterer. Det er nemmere at gøre i en tom skal, som et nybygget hus jo er. Det er super spændende at tegne plantegningen og vælge køkken, mursten, fliser, materialer og alt det andet, der gør huset til vores.”

Simone  

Drømmehuset i Horsens

For Simone og Morten er husbyggeri en passion og nærmest en livsstil. Dette er deres andet hus, og målet var det perfekte drømmehus.

Ingen af dem er specielt handy i forhold til husbyggeri, hvis de selv skal sige det. Til gengæld har de mange idéer og meninger om, hvad et godt hjem til en familie med 3 børn skal indeholde – og værdifulde erfaringer fra det første hus om, hvad der fungerer og hvad der skal forbedres.

I deres nye hjem har de derfor valgt lidt bedre materialer, ændret rumfordelingen, valgt større vinduer og placeret de 3 børneværelser i en afdeling for sig væk fra indgangen til villaen. Overalt er der fokus på den lyse, nordiske stil. Lystunnellerne i loftet gennem fordelingsgangen og i alrummet lukker ekstra dagslys ind i huset, og det forskudte plan giver sammenhæng mellem stue og køkken uden at gå på kompromis med følelsen af individuelle og personlige rum.  

Fakta om byggeriet

  • 1-plans forskudt længehus med ensidig taghældning
  • 160 m2 + carport, udhus og terrasse
  • Alexandria facadesten fra Randers Tegl
  • Carport og læmur på terrassen i samme materiale og farve
  • Vinduer fra Rationel
  • 4 ovenlysvinduer giver ekstra lys i villaen